Når Børnene Dør

Uskyldige unge kroppe lagt på række
 Hvert kadaver bærer på en rædselshistorie
 Time efter time med blod, pinsel og ydmygelse
 Unge sprøde knogler der knaser som løv
 Under mine fødder når jeg træder brystbenet ind
 Blind tiltro var deres første fejl
 Jeg skærer tungen ud for at undgå deres skrig
 Når børnene dør.
 Dernæst slæbt ned i min rædselskælder
 Lænket til væggene, hængende i fødderne
 Når børnene dør.
 Den skarpe kniv skær i den sarte unge hud
 Så tarmene vælter ud
 Smurt ind i pus og blod, er de eneste rester
 Skåret op fra hul til hul
 Tarmene vælter ud
 Og beklæder din fortabte sjæls jordiske rester
 Den livløse krop lægger jeg i rækken på gulvet.
 Evigt voksende maltrakterende perversitet