Tyende Sang

Her kommer fra dybet den mørke Armé
 Og fordrer af verden et svar
 Skjønt dagningens glimt i vor dryppende le
 Er al den fane vi har
 Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret
 Og løfter i vejret på skjændselens bræt
 Den tusindårs-lænke, vi bar
 Vi ejer på jorden knap trævl eller tråd
 Kun denne vor skorpede hånd
 Til menneskekår fik vi kummerligt råd
 Vi harved din ager, vi skar dine neg
 Vi strigled din blommede hest
 Vi lytted bag stalden til rotternes leg
 Når selv du gik pyntet til fest
 Du drømte på bolstre, vi slumred på halm
 Hvor dyret er nabo, og luften er kvalm
 Og svindsoten kommer som gjæst
 Vel er vi en kuet og slidende hob
 Kun trælle i velstandens gård
 Samfundets aske en nedtrykket job
 Der skraber sin byld med et skår
 Snart svinger for ruden dog opgjørets lyn
 Se op, kammerater, det lysner i sky'n
 Befrielsens malmklokke slår!
 Vi råber det ind gjennem luge og lo
 Hvor dundrende plejlene går
 Kom frem af jert stinkende staldkammerbo
 Se ud fra de hældende vrå'r!
 For fronten reveillen nu løter sin klang
 Lad mismodet synke, nyn med på vor sang
 Jer dagning på ruderne står
 Ja, slip hvad der trykker på skulder og sind
 Og sving imod lyset din hat
 Endnu har du ungdommens rødme på kind
 Og rester af letsindets skat
 Da pløjer vi muntre vort bølgende land
 Når først vi har friet vor kuede stand
 Fra tusindårs-trældommens nat